Lidt om skifteprotokoller og deres brug
Skiftevæsenet og skifteprotokoller
Næst efter kirkebøger og folketællinger er skifteprotokoller en af de mest benyttede arkivgrupper til belysning af slægtens historie.
Og det er der en god grund til, for heri kan man ofte få bekræftet oplysninger fundet i kirkebøgerne vedr. slægtsforhold og slægtssammenhænge.
I forbindelse med en skifteretssag efter afdøde nævnes de efterladte arvinger, og især efter ældre mennesker kan her ofte findes en del. Og det er uhyre sjældent, at nogen er glemt som arvinger. Var det yngre mennesker, der døde, kan de have efterladt sig forældre og søskende, evt. som værger til afdødes umyndige arvinger.
Men de allerstørste slægtsudredninger ses i tilfælde, hvor afdøde ikke efterlod sig livsarvinger, for så skulle man i henhold til arveloven søge tilbage i slægten for at finde for længst afdøde forfædres samtlige levende arvinger.
Skiftearkivalier er også gode kilder til belysning af en persons eller families sociale og økonomiske situation. Boopgørelserne indeholder opremsninger af boets ejendom, dvs. alt bohave og indbo såsom genstande, møbler, linned, sølvtøj, husdyr og redskaber, så man kan næsten få et indtryk af, hvordan det pågældende hjem har set ud og hvilke rum, der har været i huset. Og ved opgørelsen af aktiver og passiver, dvs. formue og værdien af boet samt gæld, så kan man få et indtryk af vedkommendes økonomiske situation.
I forbindelse med skiftesager er der forskellige typer arkivalier. Dødsanmeldelsesprotokollen er det første sted, et dødsfald bliver registreret, og det skulle ske straks efter dødsfaldet til skifteforvalteren – mundtligt eller skriftligt – med oplysninger om afdødes navn, stilling, bopæl og dødsdag.
Umiddelbart derefter blev boet forseglet ved en forseglingsforretning. Her blev kontante midler registreret og værdipapirer beslaglagt, samtidig med at arvingerne fik pålæg om ikke at forandre boets økonomiske og juridiske situation, førend der var afholdt registreringsforretning, og datoen for denne blev samtidig aftalt.
Registrering og vurdering skulle finde sted seneste 30 dage efter dødsfaldet, og ofte er det på selve 30. dagen. Her skulle boet registreres og vurderes, og skifteforvalteren mødte op sammen med mindst to vidner. De registrerede boet ved at gå fra rum til rum, og de noterede afdødes efterladenskaber. Ved denne registrering deltog endvidere udmeldte vurderingsmænd, sædvanligvis to, som skulle fastsætte en realistisk værdi på samtlige boets ejendele. Herefter tog skifteforvalteren så stilling til, om dødsfaldet skulle offentliggøres med henblik på, at eventuelle kreditorer kunne møde op til selve skifteretsbehandlingen. Det kunne også være, at der skulle efterlyses arvinger, som man ikke vidste hvor befandt sig.
På en fastsat dag foregik så skifteretssamlingen, som indledtes med en repetition af den afdødes navn, stilling og bopæl samt yderligere specificerede oplysninger om arvingerne. Og hvis der fremkom yderligere oplysninger om kreditorer med krav til boet, måtte de fremlægge dokumentation for deres tilgodehavender, og det blev alt sammen indført i skifteprotokollen. Så kunne man skride til færdigbehandling af boet, medmindre der var andre forhold, der gjorde sig gældende og som skulle belyses yderligere. Der kunne blive tale om mange skifteretsmøder, som kunne strække sig over mange måneder, og nogle gange over flere år.
I tilfælde af, at boets ejendom og ejendele ikke blev overtaget af arvingerne eller hvis boet var insolvent, indgik der en auktionsforretning, og til grund herfor brugte man den forudgående vurderingsforretning.
Disse forskellige faser i et skifteforløb blev i mange jurisdiktioner indført i en og samme protokol, mens man andre steder havde særskilte protokoller for hver af faserne.
Ud over protokollerne skal man være opmærksom på, at der kan være en lang række dokumenter i tilknytning til skiftebehandlingen. De benævnes skiftedokumenter og kan være samlet i særskilte pakker, og de kan indeholde, registreringsforretninger, auktionsforretninger, testamenter, arveafkald m.m. De kan være meget nyttige at læse, for tit er de slet ikke nævnt i protokollerne, men kan være endt her i forbindelse med beslaglægningen af boets papirer, uden at retten på forhånd har vidst, om de ville få betydning for boets behandling eller ej.
Og hvor finder man så skifteretssagerne?
Selv om skifteretslovningen har eksisteret i århundreder, så er det ikke givet, at alt er bevaret. De blev oprindelig opbevaret hos de enkelte skifteforvaltere, som kunne være herredsfogeden, godsejeren, amtmanden, provsten eller hvem det nu måtte være. Herfra blev de efterhånden afleveret til nærmeste overordnede myndighed, og fra slutn. af 1800-tallet til Rigsarkivet og landsarkiverne.
Der skelnes mellem private og offentlige skifter. De private skifter ses næsten ikke opbevaret, i modsætning til de offentlige, som findes i stort omfang.
Ved offentlige skifter må man først afgøre, om det er:
1. Skifte som følge af dødsfald
2. Skifte som følge af opbud eller fallit
3. Skifte som følge af separation og skilsmisse
Den sidste ses dog relativt sjælden i ældre tid, så det er de to første, der er interessante og her skal skifterne findes i arkivet efter den myndighed, der efter gældende lovgivning skulle afholde skiftet. Så derfor er det vigtigt at kende den afdødes stilling. Man skal altså finde frem til hvilken jurisdiktion (ret), den afdøde hørte under.
Indtil omkring år 1800 var der en lang række forskellige jurisdiktioner, og man må derfor vide hvilken jurisdiktion, den afdøde sorterede under for at kunne finde skiftet efter ham/hende.
Forslag til udvidet læsning:
Andersen, Finn: Selv dødsboer fortæller. Skifteretssager og deres brug. Rigsarkivet, 1991. 31 s. (Arkivernes informationsserie).
Registre til skifteprotokoller
