Bondens forhold gennem tiderne
Fæste.
Betegnelsen fæster, fæstegårdmand eller fæstebonde er almindelig kendt, men det er vel de færreste, der har nøjere kendskab til fæsternes forhold, hans rettigheder og pligter.
Indgåelse af fæste foregik normalt på hovedgården og foretoges af husbonden eller dennes fuldmægtig, ridefogden. I hvert fald i 1600'erne var det almindeligt, at godsejeren udstedte et skriftligt fæstebrev, når en fæstegård skiftede besidder. Ved forordning af 13. januar 1719 bestemtes det, at fæstebrevet skulle udstedes i 2 eksemplarer, hvoraf det ene udleveredes til fæsteren, mens det andet forblev hos godsejeren og blev indført i fæsteprotokollen, hvori alle fæstebreve med tilhørende reverser skulle indføres.
Der skelnes mellem 2 fæsteformer, nemlig arvefæste og livsfæste. Arvefæste gav brugsret ikke blot til fæster eller enke, men også til arvinger, og er således nær ved at være ejendomsret. Livsfæste - der var det mest almindelige - gav brugsret i fæsters og eventuel enkes livstid.
Landgilde.
Fæsteren skulle til gengæld yde dels en sum én gang for alle - indfæstning, og dels en årlig afgift - landgilde. Forinden fæstegården blev overtaget, blev der afholdt en synsforretning af 2 mænd, en valgt af hver part, til vurdering af bygningers og besætningens værdi etc. Fæsteren blev så holdt ansvarlig for eventuelle forringelser.
Hoveri.
Foruden landgilden, der svaredes dels i naturalier og dels i penge, skulle fæsteren ofte gøre 'ægt og arbejde' - hoven. Foruden avlingshoveriet, hvorved hovedgårdsmarkerne blev drevet, kan man tale om bygningshoveri, altså håndlangerarbejde og kørsel med materialer ved slotte og herregårdes opførelse, samt småhoveri, såsom husligt arbejde.
I middelalderen ydede fæstebonden almindeligvis kun den faste årlige afgift af jorden, og hoveriet spillede dengang ikke nogen større rolle; hovedgårdene var ikke større end at den nødvendige arbejdskraft, som behøvedes til gårdens drift, ydedes af gårdenes tyende og de husmænd (gårdsæder), som boede ved hovedgården. Husmændene fik som vederlag korn, penge og brugsret til deres jordlod.
Forskellen mellem husmændene og fæstebønderne udviskedes noget i løbet af det 14. og 15. århundrede. Det hændte, at husmænd, som havde arbejdet sig op, slap for at betale så høj en landgilde som de egentlige fæstebønder, men til gengæld vedblev at gøre arbejde på hovedgården et bestemt antal dage om året. Man ser også fæstebønder, der fik landgilden nedsat til det halve mod at påtage sig at hjælpe på hovedgården i høsttiden. Dette er faktisk begyndelsen til senere tiders hoven og til fæstebondens personlige afhængighed af herremanden.
Middelalderens fæstebonde stod altså i et frit kontraktforhold til jordens ejer, og hvis han svarede sin landgilde, havde denne intet at sige over ham, mens derimod den fæstebonde, som skulle yde arbejde på hovedgården, måtte gøre dette, når det behagede ejeren.
Omkring 1500 var der hovedgårde, hvor arbejdspligten havde antaget et betydeligt omfang, og i midten af 1600'erne kunne hoveriet på nogle godser nå op på imod 100 hovdage om året.
Når hoveriet efterhånden blev fæstebondens tungeste byrde, hænger dette i høj grad sammen med den store økonomiske omvæltning, der gav herremændene forøgede indtægter, som de dels anvendte til forbedringer i driften og dels til nye herresæder og fornemmere levevis. De tidligere små hovedgårde blev slået sammen til store godser, og den nye store drift fordrede en stærk forøgelse af arbejdskraften, som man skaffede sig ved at forøge fæstebøndernes hoveri.
Bønderne strittede naturligvis imod, så meget de kunne, men derved gjorde de kun ondt værre, idet de ved deres genstridighed gav herremændene lejlighed til at indføre barbariske straffemidler, som f.eks. træhesten, der efter 1634 anvendtes mod hovbønder, medens den før kun havde været brugt mod soldater. Forholdet mellem ejer og fæster fik efterhånden mere og mere præg af forholdet mellem herskab og tyende, og dette sidste blev underkastet en brutal hustugt.
Dette tunge arbejde blev naturligvis udført uvilligt og slet og det havde en demoraliserende indflydelse, så dovenskab, drikken og råhed florerede.
Der blev i tidens løb gjort forskellige forsøg på at mildne bondens kår. Christian IV forsøgte således uden held at få hoveriet afløst med arbejdspenge, men først da Struenses forordning af 20. februar 1771 skete der et virkeligt fremskridt. Det blev her påbudt, at alt hoveri skulle være bestemt, og det fastsattes til 8 spanddage og 16 gangdage pr. tønde hartkorn. Forordningen blev voldsomt angrebet af godsejerne og blev ophævet ved Struenses fald.
Først efter stavnsbåndets ophævelse tog en landbokommission fat på hoverispørgsmålet.
De mænd, som i 1700'erne gik ind for at forbedre bøndernes kår, var klare over, at man først og fremmest måtte se at få den værste byrde - hoveriet - fjernet, men det kunne ikke gøres gennem lovgivning, da hoveriet var en del af fæsternes afgift til jorddrotten.
Regeringen opfordrede derfor i 1791 til frivillig overenskomster om hoveriets fastsættelse, og d. 5. juni 1795 anordnedes, at alt hoven skulle være bestemt inden d. 1. maj 1797. En ny forordning af 6. december 1799 fastlagde nærmere de nye forhold. For husmændenes vedkommende kunne der derimod fortsat kræves ubegrænset hoveri, indtil forordningen af 27. maj 1848 forbød fremtidige kontrakter herom. Man har dog eksempler på, at der i afsides liggende egne af landet blev ydet hoveri helt op til vore dage.
Hoveriforeningen.
Efter regeringens opfordring af 1791 oprettede de såkaldte hoveriforeninger, altså overenskomster mellem godsejere og fæstebønder, hvori bøndernes hoveri fastsattes til visse pløje-, spand- og gangdage, visse hovmål for bonde i ager og eng samt ved gærders og grøfters vedligeholdelse.
Disse foreninger var vel nok forskellige, men i store træk var ydelserne nogenlunde ens for landet forskellige egne. Som eksempel kan anføres, at Saxiderumgård Hovedgård i Odense Amt i henhold til foreningen skulle have udført 10 pløjedage, 69 spanddage og 258 gangdage af hver 'hovning'. Hovedgården bestod af 17 3/4 'hele hovninger' fordelt på 23 'hovningsbønder'. Naturligvis var hoveriarbejdet en stor byrde for disse fæstere, men det bør dog bemærkes, at de såkaldte gangdage som regel kunne klares af en pige eller dreng.
Med disse foreninger var vejen banet for hoveriets afløsning, og den bestemte årlige arbejdsydelse kunne uden større vanskeligheder omsættes til penge, når herremand og fæster var enige herom. Det gik dog ingenlunde hurtigt, og mange steder fandt bønderne sig godt i hovarbejdet, der nu havde mistet sin ydmygende karakter.
Skifte.
Efter et dødsfald blev arvedelingen - skiftet - afholdt af husbonden, jorddrotten, der i sin egenskab af ejer af bortfæstet jord havde den jorddrotlige skiftejurisdiktion', hvilket dog ved forordning af 25. juli 1817 blev indskrænket til lensbesiddere og forskellige godsejende institutioner. På krongodserne foretoges skifteforretningen af ridefogden, amtsforvalteren eller godsinspektøren, medens det på ryttergodserne var regimentsskriveren, der forestod skiftets afholdelse. Skifteforvalteren mødte ved skiftets afholdelse sammen med 2 vitterligheds- og vurderingsmænd, og man gennemgik almindeligvis hele det pågældende bo, som styk for styk blev opregnet og vurderet. En gennemgang af adskillige hundrede skifter fordelt på alle landets egne har efterladt det indtryk, at vurderingen blev sat ret lavt, og selv i de tilfælde, hvor udgifterne oversteg indtægterne, fik arvingerne sædvanligvis tilladelse til at overtage gården mod at afgive løfte om at svare til gælden.
Hartkorn.
Ved gennemgang af slægtsbøger støder man ofte på betegnelsen hartkorn, hvilket begreb der derfor fortjener en nærmere forklaring.
Hartkorn var oprindelig fællesbetegnelsen for de afgifter, bønderne ydede i naturalier - landgilde - til godserne. De forskellige afgifter var i godsernes jordebøger angivet i forhold til 1 tønde rug eller byg, der var 'hårdt' korn i modsætning til havre, 'blødt' korn. Forholdene på de forskellige godser var afvigende, men normen for den almindelige beregning var følgende:
1 td. rug eller byg............................... 1 td. hartkorn
1 td. gryn eller hvedemel...................... 2 td. hartkorn
1 td. hvede eller ærter......................... 1½ td. hartkorn
1 td. Havre........................................ ½ td. hartkorn
1 td. Humle........................................ ½ td. hartkorn
1 læs enghø....................................... 1 spk. hartkorn
12 stk. gæs.......................................... 1 td. hartkorn
Efter enevældens indførelse 1660 indkaldtes jordebøgerne, og på grundlag heraf udarbejdedes en fælles jordebog for alle landets ejendomme, den såkaldte matrikel af 1664, og heri skyldsattes ejendommene i hartkorn. Denne skyldsætning viste sig snart at være uretfærdig, da ligningen på godserne som nævnt havde været noget forskellig, og man påbegyndte derfor i 1681 udarbejdelse af en matrikel baseret på jordens ydeevne - bonitering - der sattes i forhold til arealet og således angav det hartkorn, der skulle svares.
Ved boniteringen sattes agerjorden i klasse efter godhed; enge, overdrev og skove takseredes efter det udbytte, de kunne frembringe, antal læs hø, græsning og svins-olden m.m. Også møllerier og enkelte andre erhverv blev medtaget og vurderedes efter indtægt, men enhedsbetegnelsen var stadig hartkorn.
Trods mangelfuld opmåling og kortlægning var denne hartkornsskyldsætning i begyndelsen god og retfærdig, men da den i 150 år blev benyttet som basis for grundskatten på landet, blev den på grund af jordernes forbedring m.m. efterhånden mere og mere uretfærdig, hvorfor man i årene 1806-1822 udarbejdede en ny matrikel, der dog først kom til at gælde fra 1844.
Boniteringen var denne gang langt mere omhyggelig, og al agerjord sattes i takst fra 1-24. Af de bedste jorder beskattedes 6 1/6 td. land (å 14.000 kvadratalen) til at yde 1 td. hartkorn. På Lolland og Falster gik der 9 4/5 td. Land og i Ringkøbing Amt 45 td. land til 1 td. hartkorn. Gennemsnittet for hele landet var 18 td. land pr. td. hartkorn. Vurderingen tog ikke hensyn til beliggenheden, hvilket i forbindelse med den tekniske udvikling medførte, at de dårlige jordes værdi ved opdyrkning, transportanlæg m.v. steg stærkt, uden at dette medførte takstændring og følgelig heller ikke skatteforøgelse.
Hartkornskatten blev derfor utidssvarende, hvorfor man i 1903 vedtog loven om ejendomsskyld, hvilket betød en fuldstændig ophævelse af hartkornet som grundlag for skatter til stat og kommune.
